Vi har haft feriebarn - yngste barnebarn - Anna, der bliver 6 år i oktober - og derfor snart skal starte i 0'te klasse, har været hos os en hel dejlig uge.
Min søde hjælper - Eva - syntes det var spild af mine kræfter, hvis jeg skulle med til Kbh. for at hente Anna, så hun tog alene toget til Staden. På Hovedbanegården mødte hun vor søn og Anna.
der nu skulle rejse helt til Jylland - helt alene for første gang - uden Far, Mor og storesøster Ellen -med tog over broerne fra Sjælland, Fyn, Vejle Fjord og via Århus til Skive, videre i bil over Sallingsundbroen til Mors - og endelig ankomst hos Farfar og Farmor.
Det var en træt lille pige, der havde en masse at berette fra turen. Hun havde hygget sig med Eva - tegnet, spillet spil, fået læst højt, snakket en masse om turen - jo de havde hygget sig.
Jeg tror, Eva var mindst lige så træt som Anna - tidlig op og med tog fra Skive til Kbh. og direkte retur - underholde en spændt og efterhånden ret træt Anna, men det havde gået fint.
Hvor var jeg taknemlig - nu havde jeg jo kræfter til en dejlig uge med Anna. Mange tak til Eva.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar